I sidste indlæg satte vi spørgsmålstegn ved, hvorvidt en virksomhed vil kunne blive ved med at profilere sig på det faktum, at den blogger. Samtidig er vi dog i løbet af vores specialeskrivning blevet overbevist om, at webloggen er kommet for at blive som virksomhedskommunikationsmiddel, selv om den vil miste sin grad af nytænkning inden så længe.
Vi har allerede omtalt den ny type forbruger, der afspejler en bestemt adfærd og nogle bestemte forventninger hos virksomhedernes kunder, nemlig bl.a. autenticitet og fællesskabsfølelse hos dem, de køber deres produkter af.
Herudover nævner flere af de teoretikere, vi har brugt (heriblandt Claus Buhl i Det lærende brand, Levine m.fl. i The Cluetrain Manifesto og ikke mindst "The Scobleizer" himself, Robert Scoble), at i takt med denne ændring i forbrugsmønstre vil den traditionelle markedskommunikation langsomt blive mindre og mindre effektiv og mere og mere omkostningsfuld. Folk vil ikke længere finde sig i at blive sat i den anden ende af den "kanyle", virksomheder hidtil har brugt til at indpode målgruppen deres budskaber.
Leclerc omtaler også denne udvikling i sit indlæg fra d. 22. november, hvor han fortæller om en undersøgelse, der har påvist, at mens franskmændenes købelyst stiger, falder deres interesse for reklamer. Kun 25 % erklærer sig imod reklamer, men det er simpelthen fordi størstedelen af befolkningen stiller sig indifferente over for dem og finder dem banale. Leclerc understreger derfor, at virksomhederne nu virkelig må finpudse argumenterne og løfterne bag deres produkter og mærker, gøre dem mere troværdige og absolut ikke ignorere de nye sociale forventninger og de nye kommunikationskanaler (heriblandt internettet).
Det er så her, vi mener, at webloggen kommer ind, i og med at den ved at udnytte mange af internettets muligheder så som interaktivitet, dialog i real-time og nedbrydning af barrierer mellem mennesker, lever op til den nye forbrugers forventninger om autenticitet og fællesskab.
Derfor ser det ud til, at webloggen højst sandsynligt vil blive ved med at fungere som ideelt kommunikationsværktøj for virksomhederne, indtil (om nogensinde) der sker en ny "revolution" inden for forbrugeradfærd, eller der sker et drastisk skridt fremad inden for teknologien, og et nyt og endnu mere dialogvenligt medie opfindes...

En af de blogs vi vil kigge mest på i specialet, udover Arlas, er Michel Edouard Leclerc's, en af Frankrigs største og mest vellidte forretningsledere, der i 2005 startede med at blogge. Han er præsident for Association des Centres Distributeurs  E. Leclerc, der er en co-op sammenslutning af ca. 600 små og større detailhandlere, de fleste af dem i Frankrig.

Ved at læse hans blog (ja, dette indlæg er mest for de frankofone), opdager man hurtigt, at hans favoritemner befinder sig indenfor det social- og samfundspolitiske, og Leclerc er netop kendt for sin pro-forbrugerspørgsmål-holdning. Hans seneste indlæg pt. fra den 28. september omhandler "les présidentielles", altså det forestående præsidentvalg, og han har selv været nævnt som muligt kandidat, hvilket han dog afviste i et tv-program. Scoble udleder i "Naked Conversations", at han hellere vil blogge end være præsident!

Det, der er lidt underholdende ved hans blog, er eksempelvis indlægget fra den 19. september i år, hvor Leclerc skriver kritisk om genmanipulerede ris fra USA i en engageret og seriøs tone, som altid på bloggen. En "vittig sjæl" svarer på dette indlæg ved at sige, at han har købt genmanipulerede ris i en Leclerc butik, dyrket af børn yngre end fem år.

Denne kommentar skulle han nok have undgået, for i hvert fald får han tørt på af Leclerc, der kalder hans kommentar for "stupide" og skadelig og ikke værd ellers at bruge tid på. Dette svar går imod Rebecca Bloods råd om, at man ikke skal gå til modangreb på sådanne kommentarer, da man så risikerer at miste troværdighed.

Uden at lade sig forblænde af Leclerc politiske korrekthed, synes jeg, det er fedt, han svarer igen råt for usødet og viser en klar holdning, hvilket virker netop troværdigt på mig, men er det smart? Som Ditte siger, kan man jo synes han mister besindelsen, og dermed ikke er bedre end ham, der skrev den ret ukonstruktive besked. Leclerc har fået flere støttekommentarer efterfølgende på bloggen, så umiddelbart, synes hans læsere at støtte op om den hårde linje.

Kender nogle af jer til lignende eksempler på ledere eller medarbejdere, der svarer igen i en "hård" tone, og er det godt eller skidt, og skader det troværdigheden, som Blood siger?