Medietrenden er i øjeblikket at inddrage lyttere, læsere og seere i diverse programmer for at opnå en så høj "bruger-deltagelse" og et så højt "bruger-engagement" som mulig.

Dette har virksomhederne opdaget, og de forsøger gennem deres nyeste medie, bloggen, at inddrage deres publikum, lig med forbrugerne, i samtaler af interesse for virksomheden. Men er disse samtaler rigtig dialog eller er det ren strategi fra virksomhedernes side efterhånden som de forstår at integrere bloggen i deres kommunikationsplanlægning?
I virksomhederne hvor medarbejderne blogger, opstilles der ofte blog-politikker, der er et regelsæt for kommunikationen på bloggen, og internt for, hvad medarbejderen må have lov at skrive.

Men går disse regler ikke stik imod bloggens ellers oprørske natur, der ikke lader sig styre eller snyde af virksomhedernes smarte påfund, når de f.eks. opdigter falske bloggere for derved at gøre bloggen til et rent marketingredskab?

Er der risiko for, at bloggen bliver en ny form for propaganderende kommunikation fra virksomhedernes side, ligesom hjemmesiden er blevet virksomhedernes polerede overflade? Og når der på Arla Weblogs står, at medarbejdernes bloggerier kun er udtryk for deres personlige holdning, kan man se overhovedet bruge samtalen til noget... man henvender sig vel oftest til disse blogs, da de er tilknyttet Arla, og ikke fordi man gerne vil i kontakt med medarbejderne som privatpersoner?

Blog: dialog eller "bavardage"?

(Her skriver Kathrine om netop dette emne)

Nu nærmer julen sig, og specialet får lov at ligge et par dage, mens vi drager til vores hjemstavne for at fejre højtiden i familiens skød...

Status er således, at vi umiddelbart efter ferien sender specialets del I til vores vejleder, og krydser fingre for, at han synes det er lige så fantastisk, som vi selv gør. Derefter skal vi i gang med den "sjove" del af arbejdet: Vores helt egen kommunikationsmodel!

Men for nu vil vi blot ønske alle vores læsere en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Vi glæder os til at fortsætte bloggen i det nye år, det har i sandhed været en positiv oplevelse ind til videre....

Thilde & Ditte

Så har vi rundet de første 60 sider af specialet (= halvvejs), og det vil vi fejre med et nyt indlæg!

Ditte spørger i forrige indlæg, hvor længe bloggen vil blive ved med at være revolutionerende, og spørgsmålet er i hvilken grad, den er revolutionerende... I forhold til grad af nyskabelse, kan man så sammenligne bloggen med hjemmesiden, som jeg har set det visse steder?

Der, hvor vi synes, den er "revolutionerende", er i forhold til virksomhedens nyfundne mulighed for at interagere med sine kunder lagt ud til offentligt skue...det kræver ret meget mod fra virksomhedernes side set i lyset af, at kommunikation næsten alle steder er noget, man tilstræber at styre. For at dække sig ind understreger Arla da f.eks. også, at når deres medabejdere blogger, så giver de udtryk for deres personlige holdning og ikke virksomhedens. Det er dog utvivlsomt svært for forbrugeren at skelne mellem, at pressechefen på Arlablogs udelukkende udtrykker sin egen holdning, mens han i pressen er talsmand for virksomheden. Faktum er, at virksomhederne ved at deltage i blogosfæren slipper kontrollen og lader forbrugerne være medproducenter på den offentligt tilgængelige kommunikation, hvilket må ses som værende om ikke revolutionerende, så meget nyskabende.

Dette er i tråd med, hvad Helder og Pjetursson skriver i deres "Modtageren som Medproducent", hvor titlen jo siger alt, og inden for branding området skriver Claus Buhl i "Det lærende Brand", at brandet kan virksomhederne også godt droppe at styre, for det eksisterer i forbrugernes hoveder!

Dette betyder dog ikke, at alle, der arbejder med management af kommunikation, lige så godt kan kaste håndklædet i ringen! Afsenderen er under alle omstændigheder den, der sætter dagsordenen, og på den måde kan man langt hen ad vejen styre en række processer, mener Helder og Pjetursson. Dette gælder også på bloggen, hvor afsenderen slår emne og tone an, og den non-verbale kommunikation, der foregår på bloggen gennem design, typer og brug af billeder osv., er i høj grad med til at påvirke modtagers opfattelse af afsender og vedkommendes budskaber. Men afsender skal, måske i højere grad end tidligere, kende sin modtager for at opnå den ønskede effekt, på bloggen ved afsender jo aldrig, hvilket svar modtager har...

Således mener vi, at Helder og Pjetursson har ret, når de skriver, at Informationssamfundets organisationsformer og teknologier vender op og ned på den hidtidige praksis for virksomhedskommunikation.

Hvad mener I??

I sidste indlæg satte vi spørgsmålstegn ved, hvorvidt en virksomhed vil kunne blive ved med at profilere sig på det faktum, at den blogger. Samtidig er vi dog i løbet af vores specialeskrivning blevet overbevist om, at webloggen er kommet for at blive som virksomhedskommunikationsmiddel, selv om den vil miste sin grad af nytænkning inden så længe.
Vi har allerede omtalt den ny type forbruger, der afspejler en bestemt adfærd og nogle bestemte forventninger hos virksomhedernes kunder, nemlig bl.a. autenticitet og fællesskabsfølelse hos dem, de køber deres produkter af.
Herudover nævner flere af de teoretikere, vi har brugt (heriblandt Claus Buhl i Det lærende brand, Levine m.fl. i The Cluetrain Manifesto og ikke mindst "The Scobleizer" himself, Robert Scoble), at i takt med denne ændring i forbrugsmønstre vil den traditionelle markedskommunikation langsomt blive mindre og mindre effektiv og mere og mere omkostningsfuld. Folk vil ikke længere finde sig i at blive sat i den anden ende af den "kanyle", virksomheder hidtil har brugt til at indpode målgruppen deres budskaber.
Leclerc omtaler også denne udvikling i sit indlæg fra d. 22. november, hvor han fortæller om en undersøgelse, der har påvist, at mens franskmændenes købelyst stiger, falder deres interesse for reklamer. Kun 25 % erklærer sig imod reklamer, men det er simpelthen fordi størstedelen af befolkningen stiller sig indifferente over for dem og finder dem banale. Leclerc understreger derfor, at virksomhederne nu virkelig må finpudse argumenterne og løfterne bag deres produkter og mærker, gøre dem mere troværdige og absolut ikke ignorere de nye sociale forventninger og de nye kommunikationskanaler (heriblandt internettet).
Det er så her, vi mener, at webloggen kommer ind, i og med at den ved at udnytte mange af internettets muligheder så som interaktivitet, dialog i real-time og nedbrydning af barrierer mellem mennesker, lever op til den nye forbrugers forventninger om autenticitet og fællesskab.
Derfor ser det ud til, at webloggen højst sandsynligt vil blive ved med at fungere som ideelt kommunikationsværktøj for virksomhederne, indtil (om nogensinde) der sker en ny "revolution" inden for forbrugeradfærd, eller der sker et drastisk skridt fremad inden for teknologien, og et nyt og endnu mere dialogvenligt medie opfindes...

Vi skriver i vores speciale bl.a. om brand management på weblogs - hvordan virksomheder kan bruge deres blogs til at brande sig i en bestemt retning.
Et corporate brand er jo først og fremmest et fænomen, der er med til at skabe et særligt forhold til kunden og udskille virksomheden fra dens konkurrenter.
Med det i tankerne kan man jo sige, at blot det, at en virksomhed har en weblog, udstråler en bestemt identitet, nemlig at man er åben og lydhør over for sine forbrugere, og at man oprigtigt ønsker at komme i dialog med dem.
Dette kan gøre sig gældende, så længe begreberne "den ny type forbruger" og weblogs er forholdsvist nye, og ikke alle virksomheder har lært at leve op til den nye forbrugers forventninger, der jo netop bl.a. er dialog med producenten og kan opnås gennem weblogs.
Fænomenet weblogs er i dag ret udbredt, men der eksisterer som sagt stadig virksomheder, der ikke har integreret dem i deres eksterne kommunikation og dermed ikke giver deres forbrugere den samme mulighed for at komme med direkte feedback. Derfor synes virksomheder som Arla og Leclerc stadig at gøre en ekstra og unik indsats, i og med at de jævnligt blogger og svarer på læsernes kommentarer.
Men, som Scoble siger, vil forbrugerne inden længe og i takt med webloggens udbredelse begynde at forvente at finde en weblog, når de indtræder på en virksomheds website, og man vil derfor være nødt til at bruge bloggen til en anden og mere specifik måde at brande sig selv på.
Arla har f.eks. allerede med sine fem weblogs rig mulighed for at udnytte bloggen som kommunikationsmiddel med flere formål end blot at vise lydhørhed. F.eks. bruges Bækgården som historiefortælling til at gøre forbrugerne opmærksomme på, at Arla ikke er den onde, profitsøgende mejerigigant, som man tidligere har beskyldt den for, men at der bag virksomheden befinder sig de små andelshavere, som forbrugerne kan identificere sig med.

...Spørgsmålet er altså, om det i fremtiden vil være nok for en virksomhed at oprette en weblog, eller om der skal tages nye, revolutionerende metoder i brug, hvis man vil skille sig ud fra mængden?

Var til et spændende foredrag i går med en gut, der hedder Hans Henrik H. Hemingsen, partner i Connecta. Hans personlige blog, Public Mind, vil være et hit for dem, der beskæftiger sig med blogging med en masse gode links til div. artikler og andre blogs fx. under kategorien "corporate blogs".

Her kan du bl.a. finde en liste over europæiske corporate blogs (ikke opdateret siden april 2006), hvilket er nyttigt for os specialeskrivere, der altid er på jagt efter en god case!

Ellers slår HHH Hemingsen sine folder på bloggen cph127.com, der diskuterer design, innovation og lederskab.

God fornøjelse!

Samtidig med at blogfænomenet kvantitativt bliver større, bruger virksomhederne også deres medarbejderblogs med flere forskellige kommunikative formål for øje.

Overordnet kan man sige, at alle virksomheder med en ekstern blog, bruger den til at brande sig. Uden at skrive noget specifikt om corporate values, CSR el.l. signalerer virksomheden, at den er åben, ansvarsfuld og villig til at indgå i dialog med sine kunder. Dette illustrerer MacDonalds ved at have døbt sin blog "Open for Discussion".

Virksomhederne bruger dog også deres blogs og de enkelte indlæg med mere specifikke formål. Her er branding en genganger, hvor man, for at vende tilbage til McD, kan se, at de bruger bloggen til at brande sig som et ansvarsfuldt selskab, der deltager aktivt i kampen mod fedme, og hvor de forsøger at tilbagevise forkerte fremsatte påstande om McD (se fx. indlægget fra den 10. oktober 2006).

Et andet kommunikativt formål med bloggen kan være at krisekommunikere, og flere virksomheder har fået øjnene op for bloggens potentiale på dette område. Som eksempler kan nævnes TV2's direktør, Per Mikael Jensens blog, der dagen efter udsendelsen om Rudy Frederiksen beklagede, at stationen gav Rudy F. mulighed for at slette sine spor, inden de tippede politiet om sagen. Også Dell har benyttet sig af sin corporate blog, Direct 2 Dell, da de skulle tilbagekalde en lang række batterier, der risikerede at gå op i flammer.

Bloggens primære fordel er, at den giver virksomhederne mulighed for at reagere umiddelbart på en krise og med det samme give deres version af sagen, og på denne måde snige sig udenom journalisternes sædvanlige gate keeper rolle i formidlingen af information. Afhængig af hvad virksomheden kommunikerer på bloggen, har de mulighed for at offentliggøre vigtig info, delagtiggøre deres kunder i, hvordan de aktivt handler i situationen osv. og dermed fremstå som ansvarsfulde og som en kilde til troværdig information.

Webloggen kan naturligvis ikke stå alene som krisekommunikationsværktøj, men man kan formode, at den vil blive et mere og mere populært værktøj for virksomhederne i krisesituationer i takt med den stigende blogudbredelse.  

Siden 2003 er antallet af weblogs på internettet ifølge Robert Scoble fordoblet hver tredje måned. Det må siges at være bemærkelsesværdigt og et tydeligt tegn på bloggens indtog i vores kommunikation. Dette gælder også i Danmark.

TV2 har indtaget blogosfæren - og dét i den grad. På stationens hjemmeside findes nu en liste på ikke mindre end 33 TV2-ansattes blogs. Blandt dem findes Jes Dorph-Petersen, Rasmus Tantholdt og Mikael Kamper. De bruger bl.a. deres blogs til at fortælle om deres arbejde og også spørge seerne, hvad de synes, der skal spørges om ved interviews osv. Dette er jo et strålende eksempel på "forbrugeren som medproducent", i og med at vi nu selv kan få indflydelse på det endelige produkt - altså det, vi ender med at se i fjernsynet.

Spørgsmålet er, hvordan vi håndterer dette stigende udbud af blogs? Ender det til sidst med, at der findes så mange blogs på nettet, at det bliver umuligt at overskue for den læser, der gerne vil følge med i det hele - eller om det i virkeligheden bare gælder om at udvælge sine personlige favoritter og holde sig til dem? I så fald må TV2 siges at gøre deres til at komme med et bredt udbud og efterleve at "hver har sin smag".
 

...Er genial litteratur, når man skriver om corporate weblogging!

Naked Conversations er skrevet af bl.a. blog-guruen, Robert Scoble, der tidligere har arbejdet for Microsoft og haft virksomhedens mest besøgte medarbejderblog. Han nævner selv, at bogen er en slags fortsættelse til The Cluetrain Manifesto. Budskabet i begge bøger er kort sagt, at muren, der  adskiller virksomheders medarbejdere fra deres kunder, i dag er ved at blive nedbrudt, og at forbrugerne ønsker direkte dialog med dem, som de køber deres produkter af.
The Cluetrain Manifesto proklamerer, at der i fremtiden vil ske et kæmpe skred, ja, nærmest en revolution inden for virksomhedskommunikation, og at virksomheder vil være nødsaget til at vise deres menneskelige ansigt over for forbrugerne og indgå i direkte samtale med deres marked.
Naked Conversations fungerer som fortsættelse til The Cluetrain Manifesto, i og med at den fortæller, hvordan denne revolution rent faktisk har fundet sted (og stadig gør det) og lægger så især vægt på bloggen som det ultimative redskab, virksomheder kan benytte sig af, når de skal gå denne revolution i møde. Faktisk påstår Scoble, at det vil være direkte dumt og selvdestruktivt for virksomheder, der fravælger bloggen som en del af deres eksterne kommunikation, da de risikerer at gå glip af alle de samtaler, der foregår på alle de blogs, der findes på nettet.

Uden at referere bøgerne fra ende til anden vil jeg blot anbefale alle, der beskæftiger sig med weblogs eller med fremtiden inden for virksomhedskommunikation, at læse disse to bøger.
Vi tager også meget gerne imod henvisninger til anden litteratur artikler eller lignende, som I tror, vil være relevante for vores speciale! 

Jeg er pt. ved at skrive et kapitel om den "nye forbrugertype", der i følge David Lewis i høj grad søger autenticitet i alt, hvad han/hun foretager sig, også når det skal besluttes, hvor vi lægger vores penge. I Lewis' bog, The Soul of the New Consumer, faldt jeg over følgende:

"De nye enspænderforbrugere kan via et engagement med en kommerciel organisation, hvis fællesarealer tilbyder mulighed for socialt samvær, på én gang nyde at være sig selv og alligevel være i selskab med venlige, ligesindede i behagelige omgivelser."

Er det denne fællesskabsfølelse, der i virtuel form, får os (for)brugere til at bruge vores dyrebare tid (Lewis skriver også om, at den mangelvare, der er kendetegnende for den nye forbruger, er mangel på tid) på at læse og endda kommentere corporate blogs uden umiddelbart at få noget ud af det selv? Eller...?